10 års jubilæum - Skt. Josef's International School
Fredag den 26. august fejrede Skt. Josef’s International School, sit 10 års jubilæum.
Tidligt i morges blev alle elever og lærere i International fotograferet i skolegården ved flagstangen – og der var pyntet op med flagguirlander fra alverdens lande – mere end 40 nationer er repræsenteret på Skt. Josef’s International School. Mange af eleverne var mødt frem i nationaldragter. Herefter fortsatte vi kl. 9.00 med at synge ”Happy Birthday to you, Skt. Josef’s International School” - i Amfiteatret i Folkeparken – 1000 elever og ansatte, der i den smukkeste solskinsmorgen fejrede dagen.
Kl. 12.00 bød nuværende leder, Head of International, Alison Eriksen, velkommen til de mange fremmødte – alle eleverne og ansatte og rigtig mange forældre havde lagt vejen forbi.
Dom Maher, nuværende leder af Lolland International School, og én af de mange pionerer forud for skolens start i 2012, fortalte om de ideer, der lå til grund for, at vi overhovedet har en international skole i dag.
Senior Leader, Kevin Goggins, fortsatte, og understregede, at naturligvis har de akademiske/boglige fag en vigtig rolle at spille, men det er mindst lige så vigtigt, at eleverne bliver dannet med færdigheder; ”character building” med ”kritisk tænkning” og ”globale perspektiver”. Lærerne arbejder i al deres undervisning med fx at styrke elevernes nysgerrighed og vedholdenhed – karakteregenskaber, der er helt afgørende i et moderne arbejdsliv.
Efter talerne nedgravedes 3 tidskapsler på naturlegepladsen – det blev gjort af én af vores lærere, Irena Wacker, der har været lærer på skolen i alle årene, stærkt assisteret af 3 elever fra Year 10, der har gået på skolen siden starten, også. I tidskapslerne har eleverne nedskrevet deres håb, drømme og ambitioner - hvor vil de gerne være om 10 år.
Disse tidskapsler vil blive udgravet om 10 år, når skolen er 20 år gammel.
Skt. Josef’s International School, historie
Den internationale skole er fra 2012. Skolen blev skabt som et resultat af den tidligere skoleleder Thorsten Dyngbys ambitioner og en vision sammen med Roskilde Kommune om at tilbyde et stærkt og godt internationalt skoleliv til de udenlandske tilflyttere og danske udlændinge, der flytter hjem, i Roskilde-området.
Efter masser af research og virksomhedsbesøg på søsterskoler åbnede vores skolens internationale afdeling i 2012 med kun 12 elever. I 2016 nåede vi 100 elever, og i 2022 er der ca. 230 elever. Det bringer skolen tæt på sin fulde kapacitet.
I takt med at Roskilde er blevet mere international som by, er der kommet en øget efterspørgsel efter international uddannelse. Skolen har haft stor succes med at levere denne type uddannelse, og dette har både det omgivende samfund og de øvrige 800 elever på Skt. Josefs skole nydt godt af.
Skt. Josef's International School følger Cambridge-pensum og tilbyder et mangfoldigt uddannelsesprogram på engelsk, kombinereret med at udvikle færdigheder som karakterudvikling, kritisk tænkning og et globalt perspektiv. Skolens elever har en stærk følelse af fællesskab og identitet og fejrer sin multikulturelle og internationale fødselsdag med mange nationaliteter repræsenteret.