Bæredygtighed - online og ude i det fri

Vores elever i 9.b har arbejdet med bæredygtighed i en kombination af online undervisning og bevægelse væk fra skærmen.

Opgaven til eleverne lød:

·       Gå udenfor og find noget, du mener er bæredygtigt.

·       Tag en selfie af det og sæt det ind her.

·       Argumenter for, hvorfor du mener det er bæredygtigt.

Hvad betyder bæredygtighed?

Bæredygtighed handler om, hvordan vi kan passe på jorden, så den ikke tager skade af den måde, vi lever på.

Ordet bæredygtig bliver ofte brugt, når man taler om at passe på jorden. Bæredygtighed handler om at give jorden videre til næste generation i lige så god stand, som vi overtog den.

De valg, vi træffer i hverdagen, har betydning og konsekvenser for jorden. Konsekvenser, som man måske ikke kan se i dag, men som kan have betydning langt ind i fremtiden.

Bæredygtighed handler derfor om alle de ting, vi gør i vores hverdag. Om vi køber mange eller få ting. Sorterer vores affald eller ej. Om vi cykler eller kører i bil. Om alle de små ting vi gør, som sætter et fodaftryk på jorden.

Valdemar skriver:
”Mit valg inden for bæredygtighed er den varmepumpe, vi har hjemme hos mig. Vi fik skiftet vores gamle oliefyr ud med en varme pumpe for ca. et år siden. Det er en større investering at få installeret varmepumpe, men på længere sigt kan man spare en del penge. Det er også sundere for vores miljø i forhold til et oliefyr, fordi at man ikke bruger fossile brændstoffer. Varmepumpen virker i stedet på den måde, at der er en fordamper der optager energi fra forskellige omgivelser, som jorden, udeluften eller udsugningsluft. Som får et kølemiddel til at koge og fordampe, dampen bliver så presset sammen i en kompressor som hæver trykket så temperaturen stiger. Herefter afgiver kølemidlet sin varme i kondensatoren, hvor kølemidlet afkøles og igen bliver til væske, der løber gennem termoventilen og tilbage til fordamperen, hvor processen starter forfra”.

Cecilie skriver:
”Vindmøller er en god form for bæredygtig investering. Selv om vindmøller er dyre, er der mange fordele, og nok fordele til, at det er noget, vi skal blive ved med at bruge. Vindmøller producerer bæredygtig og vedvarende energi, det vil altså sige, at vindenergi ikke udleder nogen former for CO2 og påvirker derved ikke klimaet. Når miljøomkostninger og CO2-kvotekøb medregnes, er vindenergi den samfundsøkonomisk billigste teknologi til elproduktion. Og gevinsten af energien går jo til os mennesker og borgere, fordi en stor del af den energi, vindmøllerne har lavet om til strøm, kommer direkte ud til vores stikkontakter, så vi fx kan få lys og varme”.

Undervisningsforløbet er fra 9. b og er igangsat af underviser i fysik og matematik Irene Hedegaard Hansen.

 

Bæredygtighed 2.png
Guest User