Pædagog, PAU eller medhjælper søges til SFO Labyrinten på Skt. Josefs Skole i Roskilde
Så er du fuld af ideer og uforløst potentiale? Vil du med på vores rejse - hen mod at danne og uddanne vores SFO-børn - både menneskeligt og pædagogisk? Og dertil blive en del af et stærkt team? Så søg - eller allerhelst - kom forbi først og mærk stemningen i vores SFO.
Skt. Josefs skole er baseret på det katolsk-kristne grundlag - disse grundlæggende værdier er med i alle vores beslutninger og handlinger i relationen til vores elever og forældre, medarbejdere og i ledelsesgruppen. Siden 1904 har skolen fokuseret på børns trivsel, læring og dannelse Dette fundament står skolen på, og det styrker vores elever i en verden i konstant forandring. Skolen har en sund økonomi, og der er sjældent langt fra tanke til handling - derfor har vi høje ambitioner på børnenes vegne og dermed også til vores nye pædagoger - der er mange muligheder for at sætte sit eget præg på skolens udvikling.
Om jobbet
På Skt. Josefs Skole arbejder vi med at skabe en god og tryg overgang fra dagtilbud til SFO og skole. Vi arbejder anerkendende og imødekommende for at hjælpe barnet til en oplevelse af at kunne magte at lære nye kammerater og voksne at kende og mestre nye udfordringer og opgaver. Skolens SFO har 240 internationale og danske børn og derfor er det en forudsætning at man kan engelsk på samtale niveau.
Arbejdstiden vil ligge mellem kl. 07:30 - 17:00 og pt. skal der ligge ca. 8-10 timer i skolen hvor man er tilknyttet et klasseteam. Teamet med lærere og pædagoger samarbejder bla. om børnenes trivsel, det betyder at pædagogerne er med til forældremøder, skole/hjem samtaler og lejrskole. Alle vores pædagoger har kursus i Fri-for-mobberi.
SFO’ens hverdag er værkstedsbaseret og vores aktiviteter er bl.a
Rollespil - Udelivsværksted - Krea-værksted - Musik - Fysiske aktiviteter
Vi søger en pædagog, der kan deltage aktivt i vores hverdag, så fortæl os hvad du brænder for, og hvordan du vil gribe den pædagogiske opgave an - nye ideer er meget velkomne.
Om dig
• Du deltager aktivt i børnenes hverdag, både i værksteder og på legepladsen
• Du sørger for trivsel og læring for alle børn hele dagen
• Du ser fællesskabet, som fundament for udvikling af vores pædagogiske praksis
• Du er god til at opbygge tillid til og samarbejde med forældre
• Du formår at inddrage skolens værdier, så de skaber værdi for den enkelte og fællesskabet - og det hjælper vi meget gerne med
Stillingen er på 34 timer og ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomster.
Vi opfordrer til, at du som ansøger kontakter SFO-leder Susanne Duun på telefon 4630 4618 eller mail sd@sjs-roskilde.dk for at aftale et besøg i SFO’en. Læs gerne om SFO’en og skolen på vores hjemmeside www.sktjosef.dk
Ansøgningsfrist mandag d. 16. januar 2023 kl. 08:00.
Ansættelsessamtaler finder sted i uge 4
Ansøgning, CV, eksamensbeviser og referencer sendes via link nedenfor.
Alle ansøgninger bliver opbevaret og behandlet fortroligt indtil stillingen er besat, hvorefter de slettes. Læs mere om skolens persondatapolitik på hjemmesiden. Der indhentes referencer samt straffeattest og børneattest i forbindelse med ansættelse.