Nyhedsbrev fra skoleleder Mads Frost
Kære elever og forældre
Hjertelig velkommen tilbage, jeg håber I har haft en lang og dejlig ferie og er klar til et nyt og spændende skoleår.
COVID-19 og hverdagen
Vi får en god start, for alle restriktionen er bortfaldet, hvilket vil sige, at vi kan organisere skole næsten som vi plejer. Sociale arrangementer, forældremøder og skole/hjem samtaler kan genoptages i klassisk forstand og forældre kan igen komme ind på skolen.
Lad os sammen håbe, at det bliver et år, hvor COVID-19 ikke bliver så voldsomt indgribende i vores dagligdag.
Vi følger naturligvis stadig sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring hygiejne, smitteopsporing mv. og vi vil sammen med Roskilde kommune også starte testning igen fra mandag d. 16. august.
Der vil løbende blive informeret hvis eller når, der er nye tiltag i forhold til COVID-19.
Renovering og forandring
Selv om det har været sommerferie er der sket rigtig meget på skolen i løbet af sommeren.
Vi har fået istandsat og ordnet 2. sal på Algade, hvor vi har udvidet vores lejemål.
Vi har fået nedtaget og fjernet de 2 pavilloner fra skolegården og det har givet godt med plads, lys og luft.
Vi er i fuld gang med etablering af nye indgange til hallen.
Vi har fået ryddet solgården, lavet nye dræn og forberedt den til et nyt spændende skolegårdsmiljø, som forventes færdigt i løbet af foråret 2022.
Vi er næsten færdige med en total renovering af vores musiklokale, værkstedfagslokale og billedkunstlokale.
Vores lokaler i præstegården har også fået en overhaling i løbet af sommerferien.
Vi har etableret et legepladsudvalg som er i gang med en helhedsplan for hele gårdmiljøet og vores grønne områder.
Vi er med andre ord kommet rigtig godt i gang med vores ambitiøse 5 årsplan for renovering af vores dejlige skole. En plan med store visioner for legeplads, indeklima, bygnings- og inventarforbedringer og ikke mindst grøn omstilling og energioptimering.
Nye rammer og bedre forhold gør ikke alene en god skole og derfor sætter vi også i indskoling og mellemtrin ”Fuld skrald på leg og læring” med en masse konkrete initiativer, som vi glæder os til at orientere jer om og introducere i løbet af efteråret.
Skoleskak bliver også et stort indsatsområde i år i alle klasser og afdelinger.
Nye børn og elever
4 nye børn er startet i børnehaven
48 nye elever fordelt på to børnehaveklasser starter i morgen tirsdag
14 nye elever i Y1 børnehaveklasse i International afdeling
24 elever i ny 6. klasse
48 elever fordelt på 2 nye 7. klasser
75 elever i 10. klasse
Derudover er der startet nye elever i nogle af de eksisterende klasser
Vi ved, at alle vil tage godt imod vores nye børn og elever og jeg er sikker på, at de meget hurtigt kommer til at føle sig hjemme i deres nye omgivelser her på Skt. Josefs Skole.
Nye ansatte
Vi har vi også nye ansigter blandt personalet og det glæder mig at kunne præsentere følgende nye personaler
Ledelse og administration
Peter Christian Holst er blevet ansat som ny afdelingsleder for indskoling og mellemtrin
International
Andrew Dymock – (ADY) P.E./Idræt and Religion
Jack Francis Knowles – (JFK) Secondary English
Lesley Melo – (LEA) Year 5 Class Teacher, Drama and Project X
Indskoling og mellemtrin
Maria Lunau Lindqvist (MAL) er dansk- og klasselærer i 1.A og har bl.a. derudover idræt, religion og AKT
Donna Mijan (DMI) er musik, billedkunst og engelsklærer. Derudover har hun et Hip Hop- valghold på 5. årgang
Morten Fich Lønnee (MFI) er natur og teknologilærer i rigtig mange klasser. Derudover har han idræt, STEM på 4. årgang og TEMADAG på 6. årgang
Udskoling
Bianca Elisabeth Johansson – (BJO) har dansk-, engelsk- og kulturfagslærer på 7. årgang og 10. årgang
Tommy Sylvest – (TS) er koordinator og kernelærer samt dansk- og engelsklærer på 10 årgang
Mikkel Rørvig Sørensen – (MRS) er matematik- idræt og kulturfagslærer på 7.- 9. årgang + 6 årgang.
Maia Stripp – (MAS) er idrætslærer på 7-9 årgang, svømning, idræt på mellemtrinnet og vikar.
Sikker skolestart
Over hele landet vrimler det med små nye trafikanter, så pas godt på dem derude.
I den forbindelse skal det nævnes, at vi anbefaler stisystemet gennem Folkeparken som ankomstvej til skolen.
For de mindste klasser er vi klar med skolepatrulje, og når den mørke tid kommer, er vi klar med ”gåbus ordningen” gennem Folkeparken (fra efterårsferie til påske).
Det er selvfølgelig også muligt at ankomme til skolen via Frederiksborgvej. I skal bare være opmærksomme på, at den er voldsomt trafikbelastet og at det ikke er muligt at køre ind på skolens parkering i tidsrummet hverdage 07:30 til 08:15, ligesom der er stop og standsningsforbud uden for skolen.
I morgen tirsdag er skolens parkering lukket hele dagen, da vi tager imod vores nye børnehaveklasser i både dansk og international afdeling
Velkommen tilbage.
Mads Frost, skoleleder