Alle elever tilbage fra mandag 10. maj
Endelig kan vi åbne skolen for alle elever. Det er meget glædeligt, at vi fra på mandag kan åbne dørene for alle vores elever samtidigt.
Det er vigtigt for os at skabe en tryg og sikker skoledag for alle børn og voksne. Derfor har vi fortsat stor fokus på at tilbyde testning to gange om ugen til alle elever fra 5. klasse og op. Der er håndsprit ved indgange og i klasserne og i lærernes og pædagogernes pauserum, og vi hjælper hinanden med at holde afstand og passe på hinanden - da retningslinjerne stadig er meget strikse, og vi har brug for, at vi alle sammen passer på hinanden, holder afstand og spritter af. Husk det gule sygesikringskort, så går testningen meget hurtigere.
Vi har udvidet testkapaciteten i samarbejde med Roskilde kommune, og derfor vil testcentret fra mandag og være flyttet til skolens Multisal. Jeg vil gerne rose elever, personale og podere for en super effektiv indsats i forbindelse med de ugentlige testninger.
Jeres disciplinerede og stringente opførsel og punktlighed har betydet, at vi selv med en høj belastning på testkapaciteten har mulighed for 4 dage om ugen at sende medarbejdere og elever til lyntest.
Vi gør al,t hvad vi kan for at minimere risikoen for endnu en nedlukning, men det er klart, at når vi fra mandag har alle elever og ansatte tilbage på matriklen, så kræver det en ekstraordinær indsats fra alle og det ved jeg, at vi sammen er klar til at levere.
Derfor:
Undgå kontakt med elever fra andre klasser/hold (også selv om I savner dem)
Husk hinanden på at lufte grundigt ud mellem alle lektioner (hvis vejret tillader det, så hold vinduerne åbne)
Vask hænder ofte og sprit af
Undgå kø, mylder og hold afstand
Forældre og leverandører har kun adgang på skolen efter aftale og iført mundbind
Alle sociale arrangementer bør fortsat aflyses, også selv om det er inden for stamklassen
Vi har i den forbindelse også brug for et fortsat tæt samarbejde med jer forældre i forhold til, at I fortsætter med at tale med jeres børn om god hygiejne, og at I også holder jeres barn hjemme, hvis det skulle være sløjt eller på nogen måde udviser tegn på utilpashed eller symptomer af forskellig slags.
Vi holder fast i de nuværende møde- og sluttidspunkter. I vil blive orienteret hvis dette ændrer sig, ligesom vi fortsat driver skole efter nødbekendtgørelsen. Det betyder, at vi har få lærere på klasserne i hele dage (indskoling og mellemtrin), og at vi i såvidt det er muligt, forsøger at dække alle fag.
Hvis der er spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte jeres barns lærere, pædagoger eller skolens administration og ledelse.