Renovering på skolen fra 31. maj
Mandag den 31. maj har vi igangsat vi en omfattende renovering af kælderen i fagbygningen/hovedbygningen. I det tidlige forår konstaterede vi skimmelsvamp i faglokalerne i kælderen, som skyldes tidligere skader forårsaget af indtrængende grundfugt.
Hensynet til elevernes og vores ansattes sundhed og sikkerhed har gjort, at lokalerne har været lukkede. Vi er yderst tilfredse med, at det på trods af Corona og meget hektiske tider er lykkedes efter en lovpligtig licitation at få projekteret en gennemgribende renovering af området.
Renoveringen er nu klar til igangsætning med en tidsplan der indikerer, at alt det indvendige arbejde vil være færdig til skolestart i august.
Byggepladsen er ved at blive etableret og fra uge 22 går vi, i samarbejde med Tegnestuen i Frederikssund og HRH, i gang med at renovere faglokalerne i kælderen, hallen og Solgården.
Yderligere vil de pavilloner, som vi har stående i skolegården, blive nedtaget i sommerferien. Vi har været glade for denne mulighed, men det har hele tiden været intentionen, at de skulle væk fra skolegården igen og erstattes af en permanent løsning, som ikke var en hæmsko for vores vision om et nyt og spændende skolegårdsmiljø.
Vi har i stedet fået mulighed for at leje ekstra lokaler i Algade 12. Lokalerne bliver sat i stand hen over sommeren, så de er klar til at blive taget i brug fra august af en del af vores elever i udskolingen.
Renoveringen omfatter således:
Hallen, hvor vi etablerer ekstra flugtveje og et brandvarslingsanlæg.
”Solgården”, som i dag er et område, vi ikke bruger, fordi det også trænger til en kærlig hånd. Solgården vil blive ryddet og frisket op, så vi senere vil kunne bruge det som udeområde for vores elever.
Faglokalerne: værkstedsfag, musik og billedkunst. Gulve renoveres, nye radiatorer, ventilation etableres. Der kommer en ny udgang fra billedkunstlokalet til Solgården.
Nedtagning af pavilloner og reetablering af området.
Renoveringen vil foregå i flg. periode:
Fra uge 22 til skoleårets begyndelse renoveres faglokalerne. Renoveringen udvendigt vil være færdig først på efteråret i det kommende skoleår.
Sikkerhed på byggepladsen:
Det ligger os naturligvis meget på sinde, at skolen stadig er sikker at færdes på, for elever og ansatte, i byggeperioden.
Derfor vil vi gøre flg. for at sikre sundhed og sikkerhed for alle:
Byggepladsen ligger på ”bagsiden” af Fagbygningen, og dermed vil al transport til og fra foregå uden for skolens matrikel.
Byggepladsen afgrænses mod legepladsen med byggepladshegn.
I forbindelse med at pavillonerne tages ned (ca. 3 dage) vil legepladsen være lukket helt af, og SFO’en vil bruge parken i stedet for.
Vi sætter kameraovervågning på udvalgte steder for at øge sikkerheden.
Vi beklager naturligvis de gener, vores omfattende renovering vil medføre. Evt. spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med renoveringen kan sendes til mig.
Mvh. Mads Frost, skoleleder