Vindere af Unge Forskere 2021

Unge Forskere finalen 2021

Unge Forskere kulminerede i år i en stor online live finale med præmieoverrækkelsen tirsdag den 27. april, hvor 2 drenge fra 9. klasse vandt hele 2 priser! Læs her om “Unge Forskere”, https://ungeforskere.dk/

Skt. Josefs Skole er stolte over, at vi endnu en gang har haft dygtige deltagere med i konkurrencen og i finalen. Vi håber at vi igen til næste år har en masse interesserede og nysgerrige deltagere med.

På trods af et år fyldt med restriktioner og udfordringer deltog skolen igen i den landsdækkende konkurrence. Skt. Josefs skole stillede op med fire projekter og kan med stolthed glæde sig over hele to flotte priser:   

“DTU Challenge” prisen
Gives til et innovativt projekt, præmien er et Science Show fra DTU. Vinderne er Theodor Sivager og Anders Lendal Holm med projektet ”Remote Energy”.  

Førstepræmie i kategorien “Physical Science”
Selvsamme drenge kan stolte gå fra årets finale med den fantastiske første præmie på 15.000 kr. Vinderne er altså igen Theodor og Anders fra 9. klasse.  

Drengenes projekt er blevet rost til skyerne af juryen både for den innovative idé, men også for deres flotte arbejde og præsentation af projektet. Deres projekt, der bygger på at kunne fremstille energi i områder der ligger langt fra de normale tilgængelige energikilder, fik yderligere ros for at være så gennemarbejdet, at det nærmest er klar til at blive taget i brug i morgen.

Tillykke til de to drenge, det er flot at I trods restriktionerne formår at lave et så gennemarbejdet projekt der blev båret af jeres flotte samarbejde og evne til at være vedholdende trods udfordringerne I har mødt!

De resterende projekter blev lavet af elever fra skolens nye Sciencelinje, på 7. årgang. Eleverne var med for første gang i år og går fra årets konkurrence med en masse viden om den naturvidenskabelige metode og blod på tanden til at skulle deltage igen næste skoleår. Vi glæder os til at se dem og mange flere elever i konkurrencen i fremtiden.   

Unge Forskere havde ligeledes besøg af sidste års overall vinder, Alexander Winkler, der fortalte om hvordan det er at deltage samt vinde en så flot præmie sidste år.  

Mange stolte hilsner

Science- og talentlærere, Irene Hedegaard Hansen og Caroline Bjellekjær Matthiassen 

Unge forskere, 2, fb.PNG
Guest User